Indhold
Arrangementer Special |
TilSmålandsstenarEfterPizzaTil Smålandsstenar efter pizza.600 km Brevet 19.-20. maj 2007 For at blive Super Randonneur og dermed kvalificere sig til at deltage i Paris-Brest-Paris til august, skal man gennemføre en 200, en 300, en 400 og en 600 km brevet i perioden fra 1. januar til 11. juni. I løbet af de sidste 2 måneder havde jeg kørt 2 x 200 km, 2 x 300 km, 1 x 400 km og nu manglede jeg "bare" de sidste 600 km. Starten gik fra Næstved kl. 6.00 om morgenen, så det var en tidlig start på dagen for mig og ikke mindst for Joan, min bedre halvdel, som jeg havde fået til at køre mig fra Hovedstaden til Næstved. Og til at hente mig igen, når jeg kom i mål. Jeg har nemlig dårlige erfaringer med at køre bil efter længere cykelture... Torben Scheel var kørt til Næstved dagen før og mødte os ved start med sin nye, gule Baron. Vi var ikke så mange til start, som der havde været ved de foregående løb, men vi var alligevel omkring 45 til start. Her imellem var der en stor gruppe fra Slagelse, der havde kørt en lille smule hurtigere end mig på de to foregående løb, hvor jeg havde deltaget sammen med dem. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville prøve at følge med folkene fra Slagelse for at pace mig selv – og så måtte jeg jo se, hvor langt det kunne bære. Og jeg havde også besluttet, at jeg ville prøve at køre turen i eet hug uden at stoppe for at sove. Det ville være første gang, jeg kørte så længe uden søvn og det ville være interessant at undersøge hvordan det var. Nu er det sådan, at beslutninger, man træffer inden en brevet ikke nødvendigvis holder fordi mange ting kan vise sig at falde anderledes ud end man havde forestillet sig, da man lagde sine planer – men det er jo en del af spændingen ved at deltage i langdistanceløb. Efter vi havde checket cyklen en sidste gang og havde fået udleveret kontrolkort gik starten i samlet flok. Feltet blev dog hurtigt delt i flere mindre grupper, der havde hver deres strategi for hvordan løbet skulle køres. Ofte ender jeg sidst i gruppen, når vi starter. Jeg er tilbøjelig til at give min gode opdragelse skylden for dette: "Efter Dem, hr.", men det kan også være, at jeg bare er længere tid om at varme op end de andre. Under alle omstændigheder endte Torben og jeg igen nede i den sidste del af gruppen mens de andre forsvandt længere og længere ud i horisonten. Så på et tidspunkt spurgte jeg Torben om vi skulle prøve at nå dem, der kørte foran os. "Kør du bare, så skal jeg se om jeg kan følge med", svarede han. Hvorefter han satte fuld fart på cyklen, så jeg knap kunne følge med. Vi fik overhalet et par stykker – men de var klogere end vi, for ved kontrollen i Sneslev, efter 19 km, var der lang kø. Slagelsefolkene stod også i kø da vi ankom, men inden vi fik stemplet, var gruppen kørt igen. Torben og jeg prøvede at indhente de forankørende, men selv om vi havde god fart på cyklerne – små 30 km/t - lå dem foran os med nogenlunde samme fart, så vi ikke halede ind på dem. Vejrudsigten udsendt dagen før var temmelig god: Mindre end ½ mm regn og ca. 5 m/s vind fra Sydøst. Det ville give os en god rygvind og en dejlig tør tur. Og om søndagen ville vinden dreje over i nordøst, så vi også ville have vinden i ryggen på vej tilbage til Næstved. Men kort efter starten begyndte skyerne at trække sig sammen på en ubehagelig måde og inden længe begyndte regnen, som blev rigtig kraftig omkring Buddinge. Den kraftige regn fortsatte til Helsingør hvorefter regnen stilnede lidt af i Sverige. Ca. 5 mm fik vi – og jeg var gennemblødt! Jeg har som regel kameraet med på brevet'erne og det havde jeg også denne gang, men regnen forhindrede mig i at tage billeder det første stræk og derefter havde jeg mistet lysten – og pusten – så det blev slet ikke til nogen billeder denne gang. Lidt inden Solrød, da regnen begyndte at tage til, kørte vi forbi gruppen fra Slagelse, der var ved at tage deres regntøj på. Jeg var sikker på, at de snart ville indhente os – især fordi Torben og jeg havde diverse stop under vejs. Men vi så ikke den samlede gruppe Slagelsefolk før om aftenen i Ljungby. Vi ankom til Helsingør kl. 10:45 med en gennemsnitsfart på ca. 29 km/t – ikke dårligt, men ville den relativt høje fart på de første 121 km koste os dyrt i den sidste ende? Vi skulle ikke vente længe på færgen, men kunne køre ombord efter få minutters ventetid. Overfarten gav et tiltrængt hvil med en kop varm kakao og en af mine medbragte rugbrødsmadder. Helsingborg er lidt af en labyrint at komme ud af, men ved hjælp af GPS'en fandt vi dog rimeligt smertefrit ud til landevejen. Det var stadig gråt og småregnende, men vinden var stadig med os, hvilket hjalp en hel del. Landskabet er nogenlunde fladt indtil ca. 10 km. fra kontrollen på toppen af Hallandsåsen, hvor det begynder at gå forholdsvis stejlt opad. Vi nærmede os Hallandsåsen, der kun lige kunne skimtes gennem de lave, grå skyer af regn og tåge. Det så uhyggeligt ud – hvad det for så vidt også var, når man ved, at der er 10 km. op ad bakke inden man når toppen med kontrolsted og mulighed for at få mad og drikke. Jeg tog bakken i mit eget tempo (nemlig langsomt), hvor jeg ikke anstrengte mig så meget, at det ville komme til at koste mig i den sidste ende. Torben kørte hurtigt fra mig og så var jeg alene på bakken. Lige indtil et par km. fra toppen, hvor en gruppe Næstved-randonneurer var ved at indhente mig. Så fik jeg alligevel lidt mere fart på cyklen, så vi kunne køre ind til kontrollen i samlet flok kl. 13:17. Vi fik stemplet, spist lidt af vores medbragte mad og fyldt flaskerne. Jeg havde ikke drukket så meget, men havde det fint på trods af det. Efter 20 minutter var det af sted igen. Og denne gang var det lidt mere sjovt: 4 km ned ad bakke, stort set lige vej med gode oversigtsforhold: 73 km/t uden at røre en fod. Men alting får en ende og denne bakkes ende ligger ved et T-kryds, hvor man er nødt til at bremse ned, så man ikke får glæde af at trille farten af. Vejret på den anden side af Hallandsåsen var bedre og i løbet af de næste par timer blev vejret varmt og solrigt. Tænk at man skal til Sverige for at få sommervejr! Det gik nu ad små biveje uden megen trafik men også uden mange muligheder for at købe mad eller tanke vand. Torben løb tør for vand og efter vi havde kørt nogen tid og spejdet efter vand kom vi forbi en lille familie, der var ved at gøre forårsrent i haven. Torben spurgte om han måtte få lidt vand og fik svar tilbage på dansk om at han bare kunne tage lidt fra pumpen bag i haven. På naboernes nummerplader kunne jeg se, at vi var havnet i en hel lille dansk koloni. Lidt længere fremme gjorde vi holdt i solen og nød lidt af vores medbragte mad selv om vi kun havde ca. 50 km til den næste kontrol – men nu var vi ved at være sultne. Flere gange i løbet af dagen (og den kommende nat) blev vi overhalet af grupper, som havde overhalet os før – så de må have kørt nogen omveje, for vi kørte lige efter ruten stort set hele vejen. På det sidste stykke ind mod Smålandsstenar havde jeg ondt i knysten. Jeg troede først at det var en søm på bukserne, der havde trykket og irriteret knysten, men det viste sig ved nærmere inspektion, at smerten sad inde i foden – nærmest som gigt eller en forstuvet fod. Det var ikke meget slemt, men i løbet af natten og næste dag drillede det hver gang vi havde holdt stille et stykke tid. Jeg var sikker på, at det var kulden, der drillede og det hjalp lidt da jeg senere tog skoovertrækkene på, men helt godt blev det ikke før et par dage efter. I Smålandsstenar, kl. 18:20 efter 277 km., kørte vi ind til et pizzaria hvor vi fik stemplet og bestilt lidt varmt at spise. Vi var ikke de eneste, der havde fået den ide, så der var en kommen og gåen af randonneurer. Da vi gik ud til cyklerne for at køre videre, kom der en flok af de lokale ungersvende, der ville vide, hvad vi havde gang i. "Er det et langdistance løb", spurgte en af dem, og da jeg svarede bekræftende, sagde han, at det tænkte han nok, for de havde set mange cyklister i området. De ville vide hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen og da jeg svarede "Fra Næstved på Sjælland og der skal vi tilbage til" morede de sig over at vi kørte fra Næstved til Smålandsstanar for at spise Pizza og så køre hjem igen. Der blev stille, da jeg svarede "nej – vi skal lige forbi Ljungby først". Den kendte afstand på 80 km mellem Smålandsstenar og Ljungby indgød åbenbart større respekt end de 280 km mellem Smålandsstenar og den ukendte by Næstved. Det var blevet mørkt da vi efter 353 km nåede Ljungby kl. 22:15. Jeg havde hjemmefra planlagt, at jeg ville spise et varmt måltid her inden den videre færd gennem natten, men jeg var stadig mæt ovenpå måltidet i Smålandsstenar, så det blev bare til en cola og et par af mine rugbrødsmadder. Vi fik tanket og taget ekstra tøj på og kl. 22:50 var vi på vej igen. Det var en flot stjerneklar nat med den tyndeste nymåne og en stjerne lige ud for månens åbning. Flot! Men den stjerneklare himmel betød også at vi fik en rigtig kold nat. Temperaturen kom nok ned omkring de 5 grader og jeg var glad for at jeg havde pakket mine forede vinter-havehansker i tasken inden jeg tog hjemme fra. Men jeg frøs alligevel på benene og om tæerne. Jeg havde løse ben på, men selv om de er fine i dagtimerne – selv når det regner – så er de ikke varme nok til den slags temperaturer, vi havde den nat. Det var især slemt når vi havde stoppet og vi så startede igen. Men i løbet af natten var der flere gange, hvor jeg havde svært ved at styre cyklen fordi jeg rystede af kulde. Og det betød flere gange, at jeg var nødt til at bremse ned ad bakke. Surt! Den lygte, jeg havde på cyklen er fin, når der er malet hvide striber på vejen, men når striberne mangler, kan det være svært at se forskel på vej og rabat. Og turen gennem natten gik for en stor dels vedkommende ad veje uden striber, så jeg var på lange stræk nødt til at sætte farten længere ned end jeg ellers ville have været nødt til. Samtidig tror jeg, at det svage lys var medvirkende til at jeg havde svært ved at holde mig vågen og ved at holde retningen. Man sidder og stirrer ud i mørket i håbet om at kunne se noget. Og det gjorde jeg. Pludselig så jeg tre skraldespande, der fik ben og skæg og begyndte at gå hen ad vejen! Troldespande… Sidst på natten var det svært at holde sig vågen og jeg oplevede et par gange, hvor jeg var begyndt på en drøm, som (heldigvis) endte med at sæt. Da først solen stod op hjalp det på retningssansen og kl. 5:40 kunne vi efter 485 km trille ind til billetlugen hos Scanlines i Helsingborg. Vi fik købt billetter og jeg spurgte om vi kunne nå færgen. "Måske, men kun hvis kaptajnen holder færgen tilbage, for den skulle gå nu", svarede billetdamen. Så vi sprang på cyklerne og spurtede op til broklappen. Vi susede ind på færgen lige inden bommen gik ned og færgen lagde fra land. Skønt ikke at skulle vente i 20 minutter på en færge. Med på færgen var flokken fra Slagelse, som havde passeret os i løbet af natten. På færgen fik jeg lidt varmt at drikke og en ostemad. Og så var vi klar til afgang igen. Men nu kunne jeg efterhånden godt mærke at jeg ikke var så frisk mere som jeg var, da vi startede ud 24 timer tidligere. Men af sted kom vi da og jeg foreslog Torben, at vi prøvede at hænge på gruppen fra Slagelse. Jeg synes, der kan være stor fordel ved at have nogen til at sætte farten, så man ikke falder hen og kører for langsomt – og det kan også være fint at køre i læ af nogen – men Torben kan ikke rigtigt se fordelene, da han synes de overskygges af ulemperne ved at køre med nogen, der kører i en anden rytme end liggecykler. Men vi fulgte da med selv om vi inden så længe var nødt til at lade dem køre. På vej ind mod Hørsholm var jeg også nødt til at lade Torben køre og kørte så alene i mit eget tempo op mod Kongevejen. Da jeg drejede til venstre ad Kongevejen kunne jeg ikke få øje på Torben. Slagelsefolkene var stoppet op på en tankstation, men jeg så ikke Toben da jeg kørte forbi. Jeg spekulerede på om han virkelig bare var kørt på fuld fart mod Næstved eller om han også var stoppe på tanken mens jeg satte fart i cyklen for om muligt at indhente ham. Solen var kommet på himlen og det tegnede til at blive en dejlig dag. Så jeg stoppede for at tage lidt af mit "nattøj" af og da jeg startede ud igen gik der ikke længe inden jeg kunne se Torben i mit bagspejl. Han havde fulgt rutebeskrivelsen, som var fejlagtig, og var kørt til højre, der hvor jeg var kørt til venstre ad Kongevejen. Øv – det er ikke lige en omvej, man har lyst til efter 500 km. Vi cyklede videre i det gode vejr og mødte flere grupper, der var stoppet ind for at få lidt at spise. Kl. 9 stoppede vi op på en solrig plads på Greve Landevej for at få lidt mad og drikke. Da vi var ved at være klar til afgang, kunne vi se Slagelsefolkene komme kørende i en stor gruppe længere nede ad vejen. De kørte forbi os lige som vi var klar til at sætte i gang. "Nu siger du ikke 'Skal vi prøve at følge med dem'", sagde Torben. "Kan du ikke se, at de kører langsomt", svarede jeg, "lad os se om ikke vi kan hænge på". Torben var åbenbart for træt til at gøre modstand så vi fulgte med, men inden længe kørte vi forbi dem i et højresving og senere passerede de os så igen. Ved Sneslev, efter 586 km, skulle vi ikke stemple, men aflæse en kontrolkode, der var "gemt" på et skraldestativ. Slagelsefolkene kørte ud fra P-pladsen lige som vi ankom og vi så dem ikke igen. Vi fik hurtigt skrevet koden ned og så kørte vi igen. Det gik ikke længere så hurtigt, men der var et begrundet håb om at vi kunne være i mål inden 30 timer. Jeg plejer at få ekstra kræfter på de sidste 50 km inden mål, men de udeblev helt på denne tur, så de sidste km var mindst lige så tunge som de forgående 50 km. Men efter en sidste tur op ad bakke og en fin tur ned mod mål kunne vi se et banner, flag og Betty, Mai og Joan, der hujede da vi kom i mål. Vi fik afleveret vores kontrolkort og Torben trillede ned til sin bil og en velfortjent søvn. Jeg stavrede stivbenet om i solen hvor Betty og Mai trakterede med hjemmebagt kage, saftevand og kaffe. Mums! Og så fik vi lige en sludder om hvordan det gik ude på ruten, hvor hurtigt, de hurtigste havde været (24 timer!) og andre hyggelige emner. Efter en god times tid lodsede vi cyklen i bilen og stak næsen hjemad. Joan ville gerne høre alt om turen og fortælle om hvad hun havde oplevet i det forgangne døgn. Jeg holdt tappert ud et kvarterstid og så gik jeg ud som et lys og sov til jeg blev rusket vågen hjemme i garagen. Alt i alt må turen betegnes som en god erfaring. men ikke nogen fornøjelse. Og det er første gang, jeg må sige at en brevet ikke har været en fornøjelse. Men den lange, langsomme, kolde tur gennem natten, hvor jeg frøs så jeg rystede, gør at det ikke er en tur, jeg husker tilbage på med glæde. Det er svært at træffe sikre konklusioner på baggrund af en enkelt tur, men jeg mener at have konstateret, at på de lange ture, påvirker det ikke min sluthastighed væsentligt, at jeg lægger ud med god fart i starten, når bare jeg ikke kommer op hvor jeg syrer til. Og nu har jeg kvalificeret mig til Paris-Brest-Paris! Men først skal jeg lige køre en 1.000 km Brevet i juli måned...
|